Vejen med accept af en EU-liberalistisk finanslov har sin egen indre dynamik. Kræfter i Enhedslisten, som i praksis ønsker at føre modstand mod den EU koordinerede bølge, der hærger alle landene i Europa med angreb på social velfærd og afvikling af store dele af den offentlige sektor, vil uundgåeligt komme i stadig mere modsætning til positionen hos Enhedslistens top.
Af HPJ
Fra aktion Hånd-i-hånd ved Folketingets åbning 2013
Lige nu tordner de socialdemokratiske spidser anført af Sass Larsen, den faglige top i LO, Dansk Metal, HK og 3F, ja også det sønderskudte SF, imod Enhedslisten og forsøger at give dem ansvaret og skylden for, at regeringen gennemførte finansloven ved at hente Lars Løkke ind fra kulden.
Regeringens manipulation med at placere aben hos Enhedslisten bliver også ført med dyre avisannoncer om Enhedslistens uansvarlighed, og Enhedslisten forsøger at svare igen, også med dyre dagblads annoncer der lyder: ”Er det også Enhedslistens skyld, hvis vi ikke får hvid jul?”
Det er helt tydeligt, at Enhedslisten føler sig presset, når de skal forklare, hvor de lagde snittet.
Enhedslistens faglige ansvarlige Finn Sørensen har også i et defensivt brev til faglige aktivister bl.a. udtalt:
...”Man kan altid diskutere, om det var rigtigt at stå fast på vore krav med den konsekvens, at der ikke blev en aftale mellem regeringen og Enhedslisten, og at en række gode ting derfor ikke blev gennemført. Den diskussion foregår i vores parti og i de fagforeninger vi færdes. Jeg håber meget, at du vil engagere dig i denne debat i den lokale partiafdeling. Det er meget vigtigt, at der kommer direkte indspark fra vore fagligt aktive medlemmer, så deres erfaringer kan komme i spil op til årsmødet, hvor der jo skal konkluderes både bagud og fremad mod næste års finanslovsforhandling”.......
Realiteten er, at for Enhedslisten manglede der blot retskravet om 2 gange bad, det var deres lille skillelinie, - de håbede at have fået et populistisk fokuspunkt a la DF, som man skulle huske deres ejerskab til og fokusere på og ikke hele den reaktionære finanspakke.
De havde åbenbart ikke forventet, at deres krav ville blive forkastet, fordi velfærdskravet faktisk og i meget mere omfattende udgave var Socialdemokraternes og SF´s slagnummer i 2007.
Var deres krav gået igennem, så havde Enhedslisten også været med til at gennemføre endnu en dybblå nedskæringsfinanslov forsynet med et minimalt fingeraftryk, sådan som det skete i 2012.
Men en dybblå finanslov ændrer jo ikke karakter, fordi den forsynes med et ultratyndt lag fernis i rødt og grønt! Det er som en blå forvandlingskugle. Neden under overfladen er farven blå og smagen besk.
Den kommende finanslov 2014 baserer sig bl.a. på amok- reformer, der i bedste EU stil forringer den sociale velfærd, bl.a.: kontanthjælpsreform, folkeskolereform og SU-reform og konsekvenserne af den dagpengereform, der kaster folk ud af dagpengesystemet og over på kontanthjælp for de heldige.
Den nuværende finanslov 2014 godkender retningen for den sociale massegrav for tusinder af arbejdsløse og kontanthjælpsmodtagere.
Det er meget tankevækkende, at Enhedslisten omkring Finansloven havde droppet al offentlig debat om de mange arbejdsløse og kontanthjælpsmodtagere, som står overfor denne sociale massegrav. Det trækker de selv frem, når de skal forsvare sig overfor regering og fagpamperne, der demagogisk angriber dem for, at ”de har været ultimative” og ”ikke forhandlingsorienterede” og ikke har ”kendt deres besøgelsestid”.
Som ”forsvar” har Enhedslisten direkte forsøgt at overbevise om deres ”kompromisvilje” med, at de havde lagt sikringen af arbejdsløse og kontanthjælpsmodtagere til side som krav, fordi det var svært at komme igennem med det.
Er ens udgangspunkt et så uprincipielt og opportunistisk, er man et forholdsvis let offer for EU-liberalisternes afledningstaktik.
Med strategiske illusioner om socialdemokraterne - reelt et af monopolernes foretrukne regeringspartier - og illusioner om at kunne presse en sådan regeringen til venstre, endda i en situation med ekstrem lavvande i klassekampen, så er der én ting, der er sikkert, det er at man presser sig selv mere og mere mod højre.
Ør i hovedet af stadig større opslutning med flere stemmer og medlemmer fra frafaldne socialdemokrater og SF'ere er der intet, der tyder på, at Enhedslistens top er i stand til at stoppe op og gå ind i deltagelsen af en reel opbygning af modstanden mod nyliberaliseringen og den EU koordinerede finanslov.
Rigtig mange orienterer sig i dag mod Enhedslisten, fordi partiet i ord formulerer mange af de krav, der rejses i arbejderklassen og den arbejdende befolkning. Krav som de forsømmer. Og reelt har de slet ikke øje for, at det er udvikling af den uartige modstand, den udenomsparlamentariske protest og kamp, som kan sikre reelle reformer i Folketinget.
Med Enhedslistens totale fokus på korridorforhandlinger i Folketinget, så er der intet, der tyder på at toppens konklusion er, at der skal føres øget kamp mod amok-reformer, det er ikke Enhedslistens politik, at stimulere vreden og modstanden i befolkningen og udløse den.
Alt tyder på,at de nu lægger hovederne i blød for at finde ud af, hvordan man taktisk skal handle ved næste finanslov.
Det i sig selv lover ikke godt.
Er hovedfokus endnu flere stemmer, der skal ”arbejde”, vil retningen være den uundgåelige socialdemokratiske højrekurs, som vi tidligere har set med udviklingen hos SF.
Man kan kun frygte Enhedslisten ved næste finanslov vil være endnu mere ”fleksibel” og endnu mere ”til at handle med”.
Kræfter i Enhedslisten, som i praksis ønsker at føre modstand mod den EU koordinerede bølge, der hærger alle landene i Europa med angreb på social velfærd og afvikling af store dele af den offentlige sektor, vil uundgåeligt komme i stadig mere modsætning til positionen hos Enhedslistens top.
HPJ
Netavisen 1. december 2013